De tidlige erfaringer og den fortælling vi får skabt om os selv, følger os hele…
Bylandbrug i London
På en nylig tur til London, kom jeg tilfældigvis forbi Hackney City farm – Spændende tænkte jeg, der må jeg ind. Gården ligger i Shoreditch området. Det er midt imellem Victoria Park og City of London – Et område, der godt kan minde om Nørrebro i København, med masser af spændende butikker, cafeer og restauranter.
Når man kommer ind på området, er det første man ser, en lille butiksgade, med et par små butikker, den ene en lille gårdbutik med lokale produkter og dertil indgangen til en cafe, der serverer ret fine hjemmelavede produkter og god kaffe. For enden er der håndvask faciliteter og en låge til selve gårdspladsen, hvor høns og ænder går frit omkring og derfra udgang til have og de små folde. Arealet er ikke ret stort, godt 2 ha. Alligevel er der blevet plads til godt hundrede høns, nogle får, geder, æsler, grise, gæs, ænder og lidt smådyr som kaniner og marsvin. I perioder er der også et par kvier/tyrekalve udlånt af en landmand.
Området er en gammel industrigrund, hvor der har været bryggeri, møbelproduktion og til det sidste en vognmandsforretning. Før industrien, var det et område, der stod til rådighed for landmænd og gartnere, der leverede produkter til storbyen London. I 1982 var det et forladt område, kommunalt ejet, men ikke særligt pænt, en lastbilparkering omkranset af forfaldne huse. Nogle lokale tog initiativ til et haveprojekt og der blev holdt lidt dyr i nærliggende haver. Et par år efter blev Hacney City farm etableret og der blev lavet en lejekontrakt med det lokale bystyre, for 100 år. Formålet med farmen var at etablere et lokalt samlingspunkt for viden og livskvalitet med udgangspunkt i landbrug og have – midt i storbyen.
I begyndelsen fik haven en grundydelse af det lokale bystyre, som de kunne få det hele til at løbe rundt med. Senere er det blevet sværere, der skal også spares i London. Det er der på mange måder kommet noget godt ud af. Dels er farmen blevet ramme om en række mindre virksomheder, der anvender lokaler og butikker og dels er der indtægter fra sociale virksomheder, som en udeskoleklasse for børn med specialundervisningsbehov og service over for andre sociale initiativer, skoler og børnehaver, der kan understøtte driften og sammen med charety sikre en fri og gratis basisdrift for lokale børn, unge, ældre flygtninge og hvem som ellers måtte have behov.
Jeg spurgte ind i forholdet til sundhedsmyndighederne, da jeg kunne forestille mig planmæssige udfordringer med de mange dyr, men det var åbenbart en af de mindre udfordringer på stedet. Der var regler om tilgængelige håndvaske faciliteter af hensyn til hygiejnen og det var ikke tilladt at anvende rester fra f.eks. cafeens madlavning og leftovers til dyr og kompost – ellers ingen regler. Stedet ville gerne kunne anvende ressourcerne fra køkkenet i landbruget og arbejdede fortsat på at knække den nød.
Hacney city farm er en rigtig lille perle og det bedste af det hele, er at den er en del af et netværk på ikke mindre end 63 forskellige steder bare i London området og selvfølgeligt helt overvældende mange flere steder rundt i hele England, hvor skolehaver, fællesskabshaver, bylandbrug, nogle langt større en Hacney og naturprojekter udgør en grundstamme for forståelse af natur, fødevareproduktion og kultur for en ny generation af børn og unge.
Hvis man vil udforske alt det her nærmere, så kan man finde adresser m.v. på adressen https://www.farmgarden.org.uk der tilhører Federation of Cityfarms & Community Gardens. Der skulle f.eks. være tilgængelige cykelruter til nogle af stederne og ved f.eks. Hacney er der bycykel standere lige uden for. Bycykler i London koster 2 £ i døgnet, men følg cykelruterne, alt andet ser ret farligt ud.
Hacney City farm har også sin egen hjemmeside, som hedder www.hackneycityfarm.co.uk
Hvis du tager udfordringen op og besøger et af stederne, eller har viden på området, så del gerne dine oplevelser og viden her..
Dette indlæg har 0 kommetarer.