Landbrug som et sted for terapeutisk virksomhed – et bevidsthedsspørgsmål

Tidligere bragt på Dansk i Nerthus og bringes her efter tilladelse af;

Dr. Thomas van Elsen, PETRARCA – Europäische Akademie für Landschaftskultur e.V., c/o Universität Kassel, FÖL, Nordbahnhofstr. 1a, D-37213 Witzenhausen, Thomas.vanElsen@petrarca.info, www.soziale-landwirtschaft.de/

Hartwig Ehlers, Hofgemeinschaft Weide-Hardebek, Siedlung Hardebek, Haupt strasse 32-34,

D-24616 Hardebek, ehlers@weidehardebek.de, www.weidehardebek.de/

Hvordan skal man i dag forstå begreber som ‘Landbrug som organisme’ eller ‘Landbrug som en slags individualitet’? Og desuden, hvordan skal den terapeutiske virkning af en sådan sammenhæng på mennesker med omsorgsbehov forstås?

 Landbrug som organisme, landbrug som individualitet

Et grundlag for biodynamisk brug er opfattelsen af landbrugsdriften som orga­nisme hhv. individualitet. Indførelsen af individualitetsbegrebet som overordnet udviklingsprincip i Rudolf Steiners andet foredrag i landbrugskurset kan ses som en moderne karakterisering af den økologi­ske kredsløbstanke: »Et landbrug opfylder egentlig sit væsen i ordets bedste mening, når det kan opfattes som en slags indi­vidualitet i sig selv, en virkelig i sig selv afsluttet individualitet. Og ethvert land­brug måtte egentlig nærme sig – helt kan dette ikke opnås, men det måtte nærme sig – denne tilstand, at være en i sig selv afsluttet individualitet. Dvs. der burde til­vejebringes den mulighed at have alt det, som man behøver til fremstillingen, inden for landbruget selv, hvorved den relevante kvægbestand selvfølgelig må medregnes til landbruget. I grunden måtte det, der brin­ges ind i landbruget udefra af gødnings­stoffer og lignende, det måtte egentlig i et ideelt udviklet landbrug anses som et lægemiddel til et sygt landbrug«. (Steiner 1924, s. 42)

I kursets ottende foredrag beskriver Stei­ner vekselvirkninger mellem forskellige virk­somme planer eller lag: livs-, sjæle- (astral-) og bevidstheds- (jeg-)planer, og knytter med disse begreber an til den antroposofiske beskrivelse af virksomme væsensled, som peger ud over de i naturvidenskaben betrag­tede fysiske planer: »Sådan et landbrug er virkelig en organisme. DeT udvikler da sit astrale foroven, og tilstedeværelsen af frugt og skov udvikler det astrale. Når dyrene så rigtig æder af det, der da er over jorden, da udvikler de i det, der kommer fra dem som gødning, de rigtige jeg-kræfter, der så igen la­der planterne vokse ud fra rødderne på den rigtige måde i tyngdekraftens retning. Det er en forunderlig vekselvirkning. Men denne vekselvirkning må man fortløbende forstå. (…) Fordi det er således, er et landbrug en slags individualitet.« (Steiner 1924, s. 202). En særlig betydning ved denne individuali­seringsproces tilkommer fordøjelsen af plan­tesubstansen gennem drøvtygningen, særlig ved kreaturerne, såvel som gødskningen med deres møg. Også de biodynamiske præpara­ter tjener til understøttelse af denne proces.

I tilknytning til gården opstår den stoflige sammenhæng ikke kun gennem gødsknin­gen: Landmanden danner yderligere sam­menhænge gennem sædskifte, udvælgelsen og besætningen af dyr og dyretyper, behand­lingen og pasningen af arealerne og den anvendte udsæd. Gennem kooperationer af gårde og gårdfællesskaber bliver således også ikke-samhørende arealer bragt i en sammen­hæng. Tænker man dette videre, så finder man forbindelsen gennem produkterne med de mange kunder – det være sig nærmest anonymt via markedet eller med større for­pligtelse i et ‘Community Supported Agriculture’ (fællesskabs-støttet landbrug) – her fin­des der mangfoldige variationer. I en endnu videre tænkt ramme står et landbrug nødven­digvis i en tidssammenhæng, midt imellem landbrugspolitikkens første og anden søjle, mellem støtteprogrammer og retningslinier, ‘Cross Compliance’ og meget andet.

Inden for gården og i forbindelsen udadtil er det de konkrete menneskelige relationer, der former og afstedkommer sammenhænge. »En enkelt hjælper overhovedet ikke her« – i tråd med Goethes eventyr må det ‘ind-imel­lem’ stemme, der må fortløbende arbejdes på dets udformning. I en tid, hvor traditioner og familiesammenhænge stadig mere mister betydning, betyder dette en vedvarende ud­fordring for udviklingen af bevidst etablerede ‘valg-slægtskaber’. Dette kræver tillige en ud­vikling af den menneskelige bevidsthed på forskellige planer. Med henblik på de inden for rammerne af gårdfællesskaber understøt­tede mennesker kan man opleve, at den sæt og vis, hvorpå de bevæger sig ind i den kom­plekse sammenhæng, åbenbarer særlige kva­liteter. Disse kvaliteter bliver tit ikke forstået, men via dem kan vi dog også lære at forstå mennesker med plejebehov på en ny måde.

Inklusionsbegrebet som udfordring – inklusion som befrielse fra deficit-tænkning

På gårde, der inden for rammerne af hel­sepædagogik og socialterapi inddrager mennesker med støttebehov, kommer der en yderligere dimension til, nemlig den terapeutiske virksomhed. Her skal der ikke gås nærmere ind på det åbenbare virke af menneskers liv og arbejde i og med naturen, med dags- og årsrytmerne, med dyr, planter og med jorden, men derimod betragtes de støttede menneskers virke på gårdsammenhængen og de derigennem opståede muligheder og perspektiver. En hjælp ved en sådan betragtning udgør begrebet inklusion, som udgør en af de centrale tanker i FN’s konvention vedr. rettighederne for mennesker med handikap.

FN-Handikapkonventionen konkretiserer som folkeretslig kontrakt de allerede eksisterende menneskerettigheder for handikappede men­neskers livssituation. Den blev vedtaget i december 2006 og trådte i kraft i Tyskland i marts 2009 (i Danmark trådte den i kraft i august 2009 – o.a.). De undertegnende stater forpligter sig til at »træffe passende foranstaltninger til at sikre mennesker med handikap en rimelig levestandard og social beskyttelse«. Stærkere end hidtil skal der sættes en stopper for »ufrivillige udelukkelser af fællesskaber eller samfundet«.

»Medens der i Tyskland stadigvæk tales om integration, går FN-konventionen et skridt videre og kræver den sociale inklusion. Det vil sige at have del i samfundet i fuldt omfang og derved bevare autonomi og uafhængighed.« I de almene grundsætninger (Artikel 3) hedder det: »Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet (…) Respekt for forskellighed og accept af personer med handikap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneske­heden (…) Idet konventionen vil frigøre mennesker med handikap fra at måtte se sig selv som ‘underskudspersoner’, tilsigter den tillige at frigøre samfundet fra en fejlagtigt forstået sundheds­fiksering, hvorved alle de, der ikke opfylder kravene til fitness, ungdommelighed og permanent ydeevne, bliver marginaliseret.«Der stilles dermed ikke mindst spørgsmålstegn ved, hvad ‘nor­malitet’ egentlig betyder: »Konventionen har som grundlag en handikapforståelse, som udtrykkeligt bekræfter enhver form for fysisk, sjælelig, åndelig eller sanseindskrænkning som normal bestanddel af menneskeligt liv og menneskeligt samfund, og der­udover værdsætter det som kilde til en potentiel kulturel berigelse (‘diversitets-anlæg’). Mennesker med et handikap skal selvfølgelig leve sammen med alle andre og kunne føle, at de hører til.«

 (Wiki­pedia 2010a).

Forbløffende nok begrænser mange forsøg i Tyskland på at virkeliggøre ‘inklu­sion’ sig til at kvalificere mennesker med et handikap til det første arbejdsmarked og frigøre dem fra ‘beskyttede’ sammen­hænge. Men går intentionen i FN-handi­kapkonventionen ikke langt videre – og i sidste ende i en anden retning? »Kravet om social inklusion er opfyldt, når ethvert menneske i sin individualitet accepteres af samfundet og har muligheden for at få del i det i fuldt omfang. Forskelle og afvigelser bliver inden for rammerne af den sociale inklusion bevidst bemærket, men i deres betydning begrænset eller helt ophævet. De­res tilstedeværelse bliver der af samfundet hverken sat spørgsmålstegn ved eller anset som noget særligt. Retten til delagtighed begrundes social-etisk og påberåbes inden for samtlige livsområder, hvori alle skal kunne bevæge sig uden barrierer. Inklu­sion beskriver derved et individs ligevær­dighed, uden at der dermed forudsættes normalitet. Tværtimod er mangfoldighe­den, tilstedeværelsen af forskelle, normal. Den enkelte person er ikke mere tvunget til at opfylde uopnåelige normer, tværtimod er det samfundet, som skaber strukturer, hvori personer med særegenheder kan indgå og bidrage med værdifulde præsta­tioner ud fra deres eget særpræg. Et eksem­pel på barrierefrihed er at indrette enhver bygning tilgængelig for kørestole. Men der kan også nedbrydes barrierer i overført betydning., f.eks. idet et synshandikappet menneske arbejder som telefonist eller som sanger«. (Wikipedia 2010b).

Fra at have del i til at bidrage

Hvilke konsekvenser følger deraf for gårdsammenhængene? Den tiltagende anvendelse af begrebet ‘inklusion’ bør ikke afskrække eller give bange anelser om, at her melder der sig endnu engang et indgreb fra det offentlige, som vil virke hæmmende på det sociale arbejde. Tværti­mod kan anstrengelsen for inklusion også være en anledning til at reflektere over virkningen af beskyttede personers delag­tighed på gårdens helhed hhv. fællesskab. Ovenfor var der tale om »at bidrage med værdifulde præstationer«. Hvis vi i gård­sammenhængen plejer en holdning, der forstår at erkende og værdsætte beskyttede personers bidrag, så bliver vi, som også i landbruget, ‘formidlere’ af livskræfter og af virkninger på alle yderligere planer. Disse virkninger, der rækker helt ind i struktu­ren og relationerne, er gensidige, og de er særligt tydelige i landbruget. Der sker en ‘deltagen’ og en ‘bidragen’.’. Det fremtræder så tydeligt i beskyttede personers virke: De bliver, understøttet af vores formidlerrolle, selv til formidlere i naturrigerne. Deres virksomhed skal rigtignok ikke vurderes ud fra kvantitet, men visselig ud fra kva­litet. Handikap betyder just ikke kun ind­skrænkning, men også intensitet på særlige områder, hvilket måske kan beskrives som en særlig evne til ‘tilvænnethed’.

Idéen om socialt landbrug – om tagen og given

Et udvidet inklusionsbegreb hænger sammen med samfundets tiltagende inte­resse for socialt land- og havebrug. »Socialt landbrug er et perspektiv af multifunktio­nelt forstået landbrug: Hovedprodukter er ved siden af salgsafgrøder også sundhed og beskæftigelse, dannelse eller terapi. Landbruget tilbyder muligheder for at lade mennesker få del i de mangfoldige dags- og årsrytmer i havearbejdet eller i arbejdet med landbrugets nyttedyr. So­cialt landbrug omfatter landbrugsmæs­sige erhverv og gartnerivirksomhed, der integrerer mennesker med fysiske, åndelige eller sjælelige indskrænkninger:gårde, der tilbyder perspektiver for socialt svage mennesker, for kriminelle eller indlæringssvage unge, stofmisbrugere, langtidsarbejdsløse og aktive seniorer; skole- og børnehavebondegårde og endnu mange flere. Omsorg, inklusion og større livskvalitet er socialt landbrugs aspekter«. (van Elsen; Kalisch 2008).

Også her ville det være en undervurde­ring kun at forstå socialt landbrug »bare som en yderligere specialiseringsmulighed for de landbrugsmæssige erhverv«. ‘Wit­zenhäuser Positionspapier zum Mehrwert Sozialer Landwirtschaft’ (van Elsen; Ka­lisch 2008), ‘Witzenhäuser principerklæ­ring vedr. socialt landbrugs merværdi’ slut­ter med følgende resumé: »Allerede i dag medfører sociale landbrugsbedrifter på mange planer en merværdi for samfundet i det multifunktionelle landbrugs forstand. De i principerklæringen krævede forholds­regler til understøttelse af socialt landbrug opfordrer politikere, ministerier, forskere, forbrugere og den brede offentlighed til at bemærke, anerkende, købe og fremme disse ydelser. Socialt landbrug drager nytte af landbrugsdriftens sociale, kulturelle, pædagogiske og terapeutiske potentiale. (…) Vi ville gerne ‘forstå’ (…) socialt land­brug som en mulig byggeklods til en mere social fremtid. Sociale landbrugsbedrifter i overskuelige strukturer frembyder per­spektiver for den individuelle udvikling af mennesker med hjælpebehov, en bære­dygtig omgang med den forvaltede natur og for genoplivelsen af landlige områder. Idet mange enkelte danner forbindelser og udvikler sociale værdier, opstår der i det små alternativer til den fremadskridende rationalisering, konkurrence og priskrig. Merværdien af socialt landbrug åbner perspektiver for et muligt paradigmeskift«. (van Elsen; Kalisch 2008).

Dette paradigmeskift kunne være vidt­rækkende. I det store og hele er forholdet mellem menneske og natur i dag karakte­riseret som et nytteforhold – menneskets ‘brug’, ‘forbrug’ og helt indtil ‘misbrug’ af naturen, gennem forbruget af ressourcer. Rudolf Steiners landbrugskursus taler for en grundlæggende ændring af denne betragtningsmåde, idet den enkelte hhv. samfundet griber ind som formidlende element i naturkræfternes virke. Dette kan udøve sin skiftevise virkning både i den ak­tive formidling og i udfoldelsen af naturens væsentlighed, hvis dette kan ske i den indre struktur, der må skabes, i en ‘landbrugsin­dividualitet’.

Inklusionstanken udvider sig i det sociale landbrug til naturen, bliver til ‘økologisk inklusion’, når ikke kun nyttedyrenes behov i form af ‘artstilpasset’ dyrehold eller planternes behov for en vækst uden pesticider og kunstgødning bliver virkeliggjort, men spørgsmålet om deres pleje og udvikling stilles. Har mennesket i dag bevidsthedshistorisk udviklingsopgaver over for naturen, over for de naturriger, som det skylder sin udviklingsmulighed på jorden (van Elsen 1999)? Det forpligtende – i den ‘sociale’ omgang med mennesker og med naturen – er den ændrede holdning hos de implicerede og udøvende mennesker, en udvikling fra en ‘modtagen’ til en ‘given-kunnen’, som Rudolf Steiner (1909, 47 ff.) beskriver som karakteristikum for enhver højere udvikling af væsener. Hvad der derimod »kun stilles i tjeneste for den ydre nytte, den ydre mekaniske indretning, det ligner alt sammen det frøkorn, der rådner op« (Steiner 1916, 101 ff.). I denne ånd kan socialt landbrug – i overvindelsen af den blotte nyttetænkning – udvikles som stedet for terapeutisk virksomhed: terapeutisk virkende på menneske og natur.

Litteratur:

Steiner, R. (1909): Geistige Hierarchien und ihre Widerspigelung in der physischen Welt (GA 110), 7.Aufl. 1991. Rudolf Steiner Verlag, Dornach. (Titel på dansk udgave: Åndelige hierarkier og deres gen­spejling i den fysiske verden).

Steiner, R. (1916): Das Rätsel des Menschen. Die geistigen Hinter­gründe der menschlichen Geschichte (Kosmische und menschliche Geschichte, Band I, GA 170), 1992. Rudolf Steiner Verlag, Dornach. (Titel på dansk udgave: Kosmisk og menneskelig historie. Menne­skets gåde. Bind 1).

Steiner, R. (1924): Geisteswissenschaftliche Grundlagen zum Gedei­hen der Landwirtschaft. Landwirtschaftlicher Kursus (GA 327). 6. Aufl. 1979. Rudolf Steiner Verlag, Dornach. (Titel på dansk udgave: Landbrugskurset).

van Elsen, T. (1999): Die Natur ernährt den Menschen – ernährt der Mensch auch die Natur? Zum Ernährungsbegriff und seiner Erweiterung durch das Werk Rudolf Steiners. In: Arncken, T.; Rapp, D.; Zehnter H.-C. (Hrsg.): Ein Rose für Jochen Bockemühl. Sonder­nummer der Elemente der Naturwissenschaft: 102-118, Dürnau.

van Elsen, T; Kalisch, M. (Red.) (2008): Witzenhäuser Positionspapier zum Mehrwert Sozialer Landwirtschaft. Erarbeitet von den Teil­nehmerinnen und Teilnehmern der Tagung ‘Der Mehrwert Sozialer Landwirtschaft’ vom 26. bis 28. Oktober 2007 in Witzenhausen. – In: Friedel, R.; Spindler, E.A. (Hrsg.): Nachhaltige Entwicklung ländlicher Räume. VS Verlag: 209-213, Wiesbaden.