De tidlige erfaringer og den fortælling vi får skabt om os selv, følger os hele…
Grønt og godt nytår

Kære alle
2021 tegner til at blive endnu et år, hvor vi vil søge imod naturen. Vi får hurtigt nok af vores egne fire vægge, vi må ud. Vores opmærksomhed ændres, når naturen åbner sig omkring os. Vi mærker os selv, der bliver plads og nye tanker kan opstå. På en måde er det banalt, men det er en sandhed, som kan efterprøves.
Professionelt har jeg været afdelingsleder i Center Campo/Københavns kommune på afdeling Fredskovvej i Dianalund siden marts 2019. Det er jeg stadig og det tager meget af min tid. Det er også en vigtig tjans, hvor jeg får plads til at arbejde med grøn omsorg i praksis. Det er et botilbud for borgere med vidtgående udviklingsforstyrrelser og svære kognitive udfordringer. De bor midt i naturen. Vi kan se, at det virker og vi understøtter det i år ved at udvikle en terapeutisk have. Det bliver en særlig have, som også bliver rammen om en række aktiviteter, som både skal være sansestimulerende, arousal regulerende og meningsfulde. Dyr, vand, jord, luft og ild indgår. Det er et spændende og inspirerende arbejde. Vi kan se og vi oplever, at det virker.
Som noget nyt, så tilbyder Grøn Omsorg ved Ingemai Fabricius, Naturterapi og hjælp til selvhjælp for de af jer, der har et forsæt om at bruge naturen i jeres regelmæssige praksis her i det nye år. Ingemai er både Naturterapeut og Kunstterapeut. Hendes mission er, at vi hver især selv kan finde vores ståsted og praksis med naturen som ramme. Hun vil gerne hjælpe og understøtte jeres arbejde, så I kommer i gang med selv at skabe. I sidste ende noget vi alle kan dele med hinanden
Færdiggørelsen af mit bogprojekt er blevet lidt forsinket. Der kommer hele tiden lidt mere til, men det må have en ende, så nu skal det være. Jeg har lavet en ny deadline der hedder 1.april. Det må gerne blive før, så jeg arbejder på sagen. Jeg håber meget på at Coronas afslutning bliver startskuddet til, at jeg kommer rundt til jer alle, giver smagsprøver på indholdet og får formidlet de tanker og idéer, der er opstået igennem min praksis.
Foreningsliv har trange kår under Corona. Men vi har dog arbejdet intenst på at få stablet et projekt på benene med udgangspunkt i pejlemærker for god greencare, som bliver introduceret her til foråret. Det er et projekt, der skal give os mere viden om medlemmerne og give medlemmerne bedre værktøjer til at evaluere egen praksis. Igennem dette arbejde får vi mulighed for at fortælle de gode historier fra vores virke, skabe mere opmærksomhed om Green Care og forhåbentligt få bedre gennemslagskraft. Det bliver der brug for.
Godt og grønt nytår til jer alle.
De bedste hilsner fra Ingemai & Carsten
Dette indlæg har 0 kommetarer.