Natur og menneske

Forholdet imellem mennesker, dyr og planter er udviklet igennem mange tusinde år.

Göbekli Tepe, den ældst kendte tempelkonstruktion i verden, beliggende på det tyrkiske højland, viser hen til de tidligste bønder fra 8500 år BC. Her fejrede de den livgivende natur og den gryende forståelse for kulturplanter og husdyr. Før den tid, har jæger og samler kulturer været præget af en fuldstændig sammensmeltning med naturen. En kultur, hvor naturrigerne og stammer af dyr og mennesker er ligeværdige i menneskets forestillingsverden. Dette er f.eks. belyst af antropologen Rane Willerslev igennem hans arbejde med at beskrive en af vor tids animistiske folkestammer yukaghirerne i Sibirien.

Kulturpsykologien peger på sammenhænge imellem oplevelsen af en levende natur og følelsen af glæde og sundhed. En oplevelse der forklares med den tryghed, som vi igennem årtusinder har opsøgt ved at være i nærheden af den natur, der kan brødføde os og skabe ly. Neuropsykologer ser direkte, positive neurologiske forandringer i sammenhæng med arbejde, terapi og motion med natur og landbrug som ramme. Sandsynligvis på grund af en kombination af glædesfremkaldende sansestimuli og den sjælelige ro, som kontakten med naturen fremkalder. Naturforbundethed medfører en reel ufrihed. Naturen og de begrænsninger, som naturen pålægger os med årstider, klima, næringsstoffers tilgængelighed, floders løb, nedbørsmængder og naturafhængige arbejdsrytmer, er en barriere for vores materielle vækstmuligheder og vores åndelige frihed. Industrialiseringen har været en lang kamp for at overvinde og frigøre os fra naturen. Samtidig har vores kristne kultur set naturen som stående i modsætning til det gode. Naturen bliver repræsenteret i vores forestillingsverden som drifter og lidenskaber og tidligere tiders venlige naturånder, bliver i kristen mytologi til dæmoner. Meget tyder på, at en komplet løsrivelse fra vores naturgrundlag, vil medføre alt for store tab af livskvalitet og sundhed.

Der findes mange undersøgelser, der peger på sammenhængen imellem sund og nærende kost, naturoplevelser, motion, lys og frisk luft. Faktorer som helt afgørende for vores trivsel og sundhed. På basis af mine erfaringer, vil jeg hævde, at vi har sværere ved at håndtere vores menneskelighed, hvis ikke vi forstår sammenhængene imellem naturfænomener og vores mentale tilstand. Tidligere tiders rytmemarkeringer var årstidsfesterne, der i første omgang knyttede sig til landbruget, som blev dyrket i landsbyfællesskaber. De kirkelige markeringer bygger på førkristne fester med fuldstændig tilknytning til årstiderne og landbruget. Selv om den kristne mytologi knytter påske, pinse og jul til begivenheder i bibelen, så har de en grundlæggende betydning, der har med årstiderne og naturens rytmer at gøre. Der er mange tegn på, at vi skal finde et nyt forhold til naturen, at vi skal gennemgå et paradigmeskift eller en reformation af vores relation til naturen. Vores senmoderne kultur lider under krisetegn. Flere mennesker ”falder ud af verden” og bliver psykisk skrøbelige. De der ikke har kognitive evner til at klare en tilværelse, der kræver konstant omstilling og høj faglig specialisering, bliver let udstødt. Naturen lider, arter uddør, klimaet forandres. Vores kultur er under pres. Vi kan ikke vinde over en natur, der er en del af os selv. Der er meget, der tyder på, at vi må finde en ny vej at betræde i vores relation med naturen. Hvis ikke det skal blive en ny form for afhængighed, så må relationen være båret af viden. Viden om naturen, hvordan alting virker på hinanden og skaber synergi. Det er min erfaring at en vågen opmærksomhed i forbindelse med overgangene i årstiderne skærper mine sanser og giver mig erfaringer og indsigt. Det er også kendt at disse overgange er krisepunkter for mennesker, der har det svært i livet, fordi det ofte kan føles som tærskler, der skal overvindes.